Instagram og Tumblr imponerer i søgetrends

Trods twitter og LinkedIns seneste års vækst i Danmark, overhaler Instagram nu de to tjenester i antal internetsøgninger, mens Tumblr hægter sig på. Social media-eksperterne Morten Vium og Troels Pleimert forklarer.

twitter-linkedin-tumblr-instagram-pinterest-1

Instagram har med popstjerner og de unges interesse på kort tid fået vækket danskernes nysgerrighed efter tjenesten. Siden maj 2013 har flere lavet Googlesøgninger efter Instagram end twitter og LinkedIn, og overraskende tæt forfulgt af Tumblr.

Trods LinkedIns én million danske brugere og twitters 200.000, har Instagram alligevel overhalet de andre i internetsøgninger. Med forbehold for, at brugerne kan tilgå tjenesterne via apps og www-adressefeltet, giver prXpress.dk og social media-eksperterne Morten Vium og Troels Pleimert deres bud på folks søgeadfærd:

– Selvom Instagram ikke er så stort som LinkedIn, er mange nok interesserede, fordi brugerne er unge. Med andre ord sidder der nok en del nysgerrige forældre, som gerne vil følge lidt med i hvad der foregår, og hvad det er for noget, siger Morten Vium, og fortsætter:

– Vi bruger rigtig meget LinkedIn til at finde bestemte personer, og der ved vi godt, at Google placerer LinkedIn-resultaterne højt på en personsøgning uden, at vi behøver, at skrive “linkedin”. Og så besøger vi også ofte LinkedIn gennem links i de e-mails, som vi får tilsendt fra tjenesten, siger han.

Instagram vs. Tumblr – Trafik med eller uden app og profil

Mens Instagrams succes ikke kommer helt uventet, efter danske popstjerner som Medinas brug af mediet, er det måske mere overraskende, at Tumblr ligger så tæt på de andre tjenester. PrXpress kunne i sommeren desuden dokumentere, at de danske dagblade stort set ikke omtaler tjenesten.

Troels Pleimert, multimediedesigner fra Identitet & Design med speciale i sociale medier og Tumblr-bruger i knap fire år, forklarer, hvorfor tjenesten, der især er kendt for popkultur og GIF-revolutionen ver. 2.0 (GIF: Små billedanimationer), kan nå så tæt på Instagram:

– Det er ikke mit indtryk, at Tumblr har slået igennem i Danmark. Men både Instagram og Tumblr kan egentlig trække trafik fra Googlesøgninger, da brugere sagtens passivt kan surfe rundt og finde noget interessant, uden man behøves at oprette en profil, siger han, og fortsætter:

– Instagram kan i virkeligheden næsten kun bruges aktivt fra app’en, da man ikke kan andet end at kommentere og like på hjemmesiden, mens Tumblr er fuldt funktionsdygtig både på web og app. Det kan måske forklare de relativt mange Tumblr-søgninger trods ganske få danske brugere, fortæller Troels Pleimert.

– Og så vinder Tumblr nok også lidt på, at det er mere teksttungt end Instagram, og derfor kan give flere velegnede Google-resultater.

Facebook og YouTube dominerer stadig

facebook-youtube-twitter-1

Figur: Danske søgninger på Facebook, YouTube og Twitter.

Selvom de andre sociale medier er i fremgang, står Facebook og YouTube stadig for langt de fleste søgninger i forhold til efterfølgere såsom twitter. Berlingske Business kunne i april 2013 fortælle, at de 3,1 mio. danskere på Facebook stadig holder fast i deres Facebook-profiler. Alligevel viser kurven, at færre har søgt efter Facebook siden starten af 2013, hvilket kan tyde på, at brugerne beholder deres profiler, men sjældnere logger på.

Google+ på kortvarig op- og nedtur

Kun da Google+ startede i 2011 var søgeinteressen stor, og tjenesten virker endnu ikke til at kunne nå samme aktivitet som konkurerrenterne. Brugerne behøver i princippet ikke at søge efter Google+, når de alligevel er inde på google.com eller youtube.com, og kan klikke på plus-ikonet. Men de mange søgninger på Gmail modstrider lidt den forklaring.

gmail-google+-twitter-1

Figur: Danske søgninger på Gmail, Google+ og Twitter.

– Google+ er slet ikke mainstream i Danmark endnu, og selvom der er en del aktivitet, er det i min opfattelse stadig en forholdsvis lille hård kerne, der skaber liv, siger Morten Vium, og fortsætter:

– Det høje antal Gmail-søgninger kan måske hænge sammen med, at mange forsøger at google sig frem til folks mailadresser.

Endnu færre søger på “Google Plus”, så forklaringen kan heller ikke findes her. Men trods den lave aktivitet, kan der ifølge Morten Vium være SEO-fordele i at bruge tjenesten:

– Interessen for Google+ kan ligeså stille ændre sig i takt med, at folk opdager, hvor stor en rolle tjenesten spiller i vores daglige googlesøgninger. Se bare denne videogennemgang af hvordan Google+ allerede påvirker søgeresultater i USA, fortæller Morten Vium.

Pinterest større end MySpace

Interessen for MySpace er ikke overraskende faldet jævnt de sidste mange år, og er nu under sociale medier såsom Pinterest, der omvendt oplever fremgang.

Søgninger på Foursquare kan næsten ikke ses med værktøjet, hvilket i bør ses i sammenhæng med, at mediet næsten udelukkende bruges via mobiltelefon til at tjekke ind på geografiske lokationer, og interessen derfor ikke kan afspejles i googlesøgningner.

myspace-pinterest-foursquare

Figur: Danske søgninger på MySpace, Pinterest og Foursquare

 

GLOBALE SØGETRENDS

Twitter og Tumblr større i udlandet

Globalt-twitter-linkedin-tumblr-instagram-pinterest-1

Søgeinteressen for Tumblr er så stor i udlandet, at den endda overgår Instagram. Tumblr har ca. 140 mio. blogs, mens Instagram har ca. 150 mio. brugere på verdensplan. Troels Pleimert supplerer:

– Tumblr er væsentligt mere populært i udlandet end i Danmark, og har eksisteret i længere tid end Instagram, hvilket også kan have bidraget til flere søgninger globalt, fortæller han.

Twitter er også væsentligt større i udlandet end i Danmark, men oplever for første gang et fald i antal søgninger, selvom der endnu ikke er rapporteringer om fald i antal brugere på globalt plan. Derimod har TechCrunch meddelt, at væksten i antal twitterbrugere er mindre end tidligere.

Globalt: Facebook oplever fald i antal brugere

Globalt-facebook-youtube-twitter-1

Figur: Globale søgninger på Facebook, YouTube og Twitter.

Selvom Facebook stadig er den ubestridte mastodont inden for sociale medier, har tjenesten oplevet et lille fald i antallet af brugere globalt, og det kan også ses på antallet af søgninger. Da de danske søgninger på Facebook også er svagt faldende, kan vi måske i den nærmeste fremtid forvente, at flere danskere vil hoppe fra.

Om Google Trends

Google Trends er et redskab til at se hvad Google-brugere i bestemte regioner søger efter. Værktøjet sammenligner søgninger med alle andre søgninger på nettet i en indeks-kurve over tid. I netsøgninger kan en indekskurve give et mere præcist billede af udviklingen i forhold til søgninger på eksempelvis Infomedia, hvor nye medier hele tiden tilføjes, og deraf risikerer en kunstigt stigende kurve for givne søgninger. Tjenesten giver også overblik over hvilke andre søgeord, som en given søgeterm oftest suppleres med, så man ved, om antallet af fejlkilder er minimeret.

Morten Vium: Selvstændig foredragsholder, ebogsforfatter og blogger på MortenVium.dk. Han lever af at uddanne danskerne (private og virksomheder) i at netværke og sælge sig selv på de sociale medier. Fokus er på LinkedIn.

Troels Pleimert: Multimediedesigner hos Identitet & Design med speciale i sociale medier. Arbejder primært med digitale strategi- og kommunikationsløsninger, er tekstforfatter og holder foredrag om sociale medier.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply