Netovervågning: Mention og Talkwalker bedre end Google Alerts

Netovervågningstjenesterne Mention og Talkwalker er bedre redskaber for folk i mediebranchen til at overvåge nettet for danske omtaler gratis.

Efter at have afprøvet flere overvågningstjenester, som afsøger nettet for udvalgte søgeord, har prXpress fundet frem til, at Mention virker bedre end sine konkurrenter på danske søgeord og websites – herunder Google Alerts og det nyligt hypede Talkwalker, hvis servicen vel at mærke skal være gratis. Men Mention har kun mulighed for tre overvågninger, mens Talkwalker er ubegrænset.

PrXpress har tidligere skrevet om, at Google Alerts ikke længere virker optimalt, og at Google ikke vil udtale sig om de har tænkt sig at nedlægge tjenesten, eller blot er i gang med en større omlægning. Men Google Alerts fanger simpelthen slet ikke de mængder af relevant materiale, som overvågninger ellers bør, hvis de skal have nogen nytte for brand-managers, PR-konsulenter og lignende positioner.

Test af de forskellige tjenester

Der findes mange forskellige slags overvågningstjenester på nettet, og de har også lidt forskellige funktioner, mens nogle også koster penge – enkelte endda mange penge. Der er en bred opfattelse i forskelige netfora, at ingen tjenester endnu kan fange alt – ikke mindst fordi adgang til visse netværk er begrænset af adgangskoder, og tjenesterne derfor skal have specialaftaler med de forskellige netværk.

Alle tjenesterne giver flere resultater og har flere funktioner end Google Alerts, hvilket alene af den grund bør få dig til at afprøve dem. Google Alerts tilbyder eksempelvis ikke twitter-overvågning, hvilket er et stort mangel for netovervågere.

Talkwalker tætteste konkurrent

Talkwalker.com har på amerikanske blogs fået stor ros, som en god afløser for Google Alerts omend de avancerede indstillinger stadig har visse børnesygdomme. Talkwalker er sågar blevet testet Mention overlegen i antal resultater, men tabte i hastighed og kvalitet. I prXpress’ test over den seneste måned, har talkwalker dog slet ikke kunnet følge med på overvågninger af danske websites. Mention leverede alt, som prXpress postede på twitter og blogs, mens Talkwalker slet ikke fangede noget  – ligesom Google Alerts heller ikke gjorde. Talkwalker opfangede dog indlæg på større danske sites såsom Kommunikationsforum.dk og Fagbladet Kommunikatøren – men med et par dages forsinkelse.

Laver du international PR, og skal opfange alle resultater – sev i de mørke afkroge af internettet – eller ønsker internationale overvågninger, kan Talkwalker dog ifølge de udenlandske blogs måske være et godt bud på et supplement. Desuden er tjenesten forholdsvis ny, så forbedringer kan være på vej. Og så kan du have flere gratis overvågninger end Mention.

Mention: Mange muligheder og få begrænsninger

Mention.net har i prXpress’ test leveret alle resultater, og var Talkwalker og Google Alerts klart overlegen på danske overvågninger. Men Mention har til gengæld også begrænsninger i antallet af overvågninger. Den første måned kan man have så mange overvågninger, som man vil, men herefter må man nøjes med tre stk., hvis det skal være gratis og 500 omtaler om måneden. Det er også fint, for det er sjældent, at man har behov for mere, hvis man absolut skal have det hele med og så hurtigt som muligt. Har du kun brug for tre overvågninger, er Mention klart bedst, og sender ofte nye resultater meget kort tid efter søgeordet dukker op på nettet.

Mention har en del flere indstillinger med til- og fravalg, som gør overvågningerne mere specifikke, og kan samtidig lære at frasortere lignende resultater, hvis du sletter dem. Tjenesten overvåger både blogs, websites, fora og sociale medier, som gør tjenesten meget værdifuld.

Mention findes som app, som prXpress har haft på Macbook, iPhone og iPad, hvor alle enheder har modtaget resultatet på samme tid, meget lig når man modtager en besked på sin smartphone via Facebook.

Boblere: Andre tjenester

Der findes mange flere overvågningstjenester, men prXpress har kun testet dem, som har fået mest positiv omtale de seneste måneder. Her omtales nogle andre alternativer:

Infoxicate og Result.ly – Nyskabende overvågning

Infoxicate.me er en helt anderledes type af overvågning, hvor man søger emnerelateret på en anderledes måde. Fx kan man få at vide, når Messi scorer for Barcelona, et nyt israelsk firma starter eller Cohen-brødrene har lavet en ny film. Laver man PR, og skal se hvor ens resultater dukker op, har overvågningstjenesten ikke den store funktion. Men Infoxicate tilbyder en nyskabende form for overvågning, som det vil være interessant at følge med i, og som andre kan drage nytte af. PrXpress har ikke testet tjenesten, da den ikke er sammenlignelig med de andre tjenester. Result.ly er en tjeneste, som kører efter nogenlunde samme princip.

IQAlerts – Blandt de bedre men koster

IQAlerts.com minder i design og muligheder om Talkwalker, men er hverken specielt omtalt på nettet i forhold til de andre tjenester, og koster også $30 om måneden for kun 5 overvågninger, så prXpress har ikke testet tjenesten. Andres sider påstår dog, at tjenesten virker meget bedre end fx Google Alerts og Yahoo Alerts, og der tilbydes desuden analyseværktøjer.

Overskrift.dk – Danske overvågninger

PrXpress har tidligere afprøvet Overskrift.dk’s gratis 14 dages prøveperiode, som virkede meget tilfredsstillende til at fange alt på de danske platforme. Ulempen er prisen for overvågningen bagefter, men platformen adskiller sig desuden ved, at tilbyde analyseværktøjer til at give et overblik over omtalerne. Er man en større dansk virksomhed med ambitioner for de sociale medier, kan Overskrift.dk være det bedste alternativ.

Konklusion

Alle har forskellige behov, og hver tjeneste har sine fordele og ulemper. En ting er sikkert: Google Alerts bør du erstatte. Er du en lille virksomhed vil Mentions gratisovervågning højst sandsynligvis være det bedste alternativ, og har du brug for flere overvågninger, kan du supplere med Talkwalker. Er du en større virksomhed, som analyserer på sine overvågninger i Danmark, er det pengene værd at bruge Overskrift.dk’s tjeneste. Mht. overvågninger i udlandet kan Talkwalker være en god gratistjeneste, mens Mentions betalingsservice vil give det bedste resultat.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar