Sociale mediers omtale afspejler ikke antal brugere

Twitter får klart mest medieopmærksomhed i forhold til sin størrelse, Instagram er på vej frem, og mastodonten LinkedIn ligger i modsatte grøft. Social media-eksperterne Thomas Bigum og Morten Vium forklarer.

Mediernes omtale af de sociale medier giver et noget anderledes billede af interessen for nogle af tjenesterne. Ifølge en undersøgelse foretaget af hjemmesiden prXpress.dk, får twitter størst opmærksomhed i forhold til antallet af danske brugere, mens interessen for den væsentligt større tjeneste LinkedIn er forsvindende lille.

Siden 2006 har omtalen af sociale medier været i massiv vækst, og undersøgelsens estimat af forventede antal omtaler for 2013, indikerer en stagnering af den generelle omtale af sociale medier i dagbladene. Der er tilsyneladende et mætningspunkt for, hvor interessante sociale medier kan være.

Facebook har sidste år offentliggjort, at de har omkring 3 mio. danske brugere, og står ikke så overraskende for knap 60 procent af undersøgelsens otte sociale mediers omtale i 2012, mens YouTube med tredje flest omtaler har givet os underholdende videoer i medierne siden 2006. Men det er twitter, Instagram og LinkedIn, der vækker opsigt.

Landsdækkende-dagblade-Sociale-medier

Graf: Antal omtaler af sociale medier i landsdækkende dagblade 2006-2013, hvor 2013 er estimeret ved at fordoble antal omtaler for perioden 01.01.2013 – 30.06.2013.

Popstjerner hjælper Instagram frem

Den nyere billeddelingstjeneste Instagram, som Facebook købte i 2012, har det seneste års tid fået stigende tilslutning.

Der er ingen aldersbegrænsning på Instagram, hvilket er en blandt flere årsager til, at tjenesten oplever fremgang blandt unge. Med ny kapital fra Facebook og vækst i antal danske brugere, er tjenesten blevet populær blandt popstjerner, som ofte foretrækker at poste billeder frem for at skrive.

Læs også 25 danske popstjerner du skal følge på Instagram

– Vi har set kendisser som Medina og Christiane Schaumburg-Müller forlade twitter og Facebook, for i stedet at nøjes med at pumpe Instagram-billeder ud, og automatisk videresende dem til de to andre platforme, siger ekspert i sociale medier Thomas Bigum, og fortsætter:

– På den front scorer LinkedIn nul og nix. Mit gæt er, at ingen artikler i år indeholdte en bisætning a la ”…skrev [kendis-navn] på sin LinkedIn-profil i går”.

Roskilde Festival rapporterer i år også stærkt forøget billeddeling fra eventet på Instagram, hvilket vækkede mediernes dækning. Og så gør det offentlige element i Instagram, også tjenesten indbydende for journalister ligesom twitter.

Twitter: Perfect match til nyhedskriterierne

Ifølge Overskift.dk’s opgørelse i maj 2013, findes der ca. 150.000 danske twitter-profiler, og trods det forholdsvis lave antal, står twitter for hele 25 procent af de otte sociale mediers omtale i danske dagblade.

Twitters opmærksomhed skyldes især, at mediet harmonerer med nyhedskriterierne:

– Der bliver primært skrevet om twitter, fordi journalister nemt kan opsnappe citater fra politikere og eksperter real-time, siger ekspert i sociale medier Morten Vium.

Twitter gør unægtelig den journalistiske research-proces lettere, da folks udtalelser er fuldt offentlige, og samtidig leverer nyheder direkte fra kilden.

LinkedIn overrasker

Lidt overraskende står LinkedIn til gengæld for under to procent af de otte sociale mediers omtale i dagbladene til trods for, at tjenesten har omkring én million danske brugere.

Ifølge Morten Vium, skyldes dagbladenes lave fokus på tjenesten bl.a., at LinkedIn ikke har fyldt så meget i den almindelige danskers hverdag, som Facebook f.eks. har gjort:

– Tidligere viste folk bare CV’et frem, og smuttede så igen, da det kan virke lidt skræmmende at kommunikere med sit professionelle netværk. Derfor har vi været langsommere til at tage det til os, siger Morten Vium.

På det seneste har LinkedIn ellers været i stor vækst, hvilket ifølge Morten Vium kan skyldes, at danskerne er ved at blive vant til at bruge de sociale medier til mere end vennekontakt:

– LinkedIn er vokset meget hurtigt i Danmark de sidste to år, og danskerne er endelig ved at få øjnene op for, at sociale medier er mere end kattekillinger og feriebilleder. Desuden er dansk tilføjet som sprog i 2012, hvilket også øger tilgængeligheden, siger Morten Vium, og fortsætter sin undren over mediernes lave opmærksomhed:

– I virkeligheden burde helt almindelige danskere høre mere om tjenesten, da LinkedIn er mere mainstream, end hvad dagbladenes omtale antyder.

Hvad gør mediedækning hvis brugerne promoverer?

Thomas Bigum udfordrer betydningen af mediernes dækning for de sociale mediers succes. F.eks. har LinkedIn været dygtige til at få brugerne til at promovere tjenesten på andre måder.

I starten af 2013 lavede koncernen et internationalt PR-stunt, som blev en kæmpe succes. Tjenesten sendte besked til de 10 procent brugere, som havde flest profilbesøg, og kaldte dem for ‘elite-medlemmer’. Og 10 procent af 200 millioner brugere giver 20 millioner elitebrugere.

Læs også Are You in the 1 Percent? LinkedIn Congratulates Its Elite Members

– Det fik en meget høj procentdel af brugerne til at gå til andre sociale platforme for at fortælle nyheden til vennerne, fortæller Thomas Bigum, og fortsætter:

– Så hvor vigtig er medieomtale, hvis man har tonsvis af brugeromtale?

Pinterest og tumblr må vente

De resterende sociale medier får ikke megen medieopmærksomhed, og det skyldes ifølge Thomas Bigum, at kendskabsgraden til tumblr og Pinterest stadig er for lille til at medierne vil skrive om dem:

– Journalisterne skal først forklare hvad de to størrelser er, hvis de inkorporerer dem i historierne. Endvidere er der alt for få brugere og for lidt aktivitet til, at historier fødes på tjenesterne uden, at de andre også har fået dem, fortæller Thomas Bigum.

Tumblr er for nyligt blevet opkøbt af Yahoo!, for nogenlunde samme beløb som Facebook gav for Instagram, så muligvis vil vi se det sociale medie i fremgang fremover.

Justin Timberlakes købt af Myspace i 2011 lader ikke til at have vendt nedgangen. Myspace har for en årrække tilbage fået en del omtale, men i takt med at mediet har mistet brugere til fordel for især Facebook, er omtalen meget naturligt svundet ind.

Læs også Er vi klar til Myspace igen?

 

Fakta – Undersøgelse

Undersøgelsen er foretaget via Infomedias artikeldatabase, og viser antal omtaler i de danske landsdækkende dagblade for Facebook, twitter, YouTube, Instagram, LinkedIn, tumblr, Myspace og Pinterest, som er blandt de otte største sociale medier.

Tallene for 2013 er estimeret ved at fordoble antallet af omtaler i årets første seks måneder.

Google+ er udeladt af undersøgelsen, da Infomedia ikke kunne give tilfredsstillende resultater uden specialkodning. En gennemgang af omkring hundrede nylige artikler for Google viser dog, at koncernens sociale medie sandsynligvis hører til blandt de mindre, hvad angår opmærksomhed i medierne.

***Google+ vil blive tilføjet, så snart en mulig søgning opdages.

Thomas Bigum: Uafhængig analytiker og specialist i Facebook og andre sociale medier, professionel blogger, stifter af Bigum&Co, foredragsholder og kursusleder. Se også thomasbigum.dk.

Morten Vium: Webiværksætter, LinkedIn-ekspert, ejer og webredaktør på ModerneJobsøger.dk og vikarbureauer.com, foredragsholder og community manager.

 

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Mens Instagrams succes ikke kommer helt uventet, efter danske popstjerner som Medinas brug af mediet, er det måske mere overraskende, at Tumblr ligger så tæt på de andre tjenester. PrXpress kunne i sommeren desuden dokumentere, at de danske dagblade stort set ikke omtaler tjenesten. […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply